Ordensregler

På vores skole færdes mange børn, unge og voksne hver dag. Derfor er det nødvendigt, at vi har nogle retningslinier/regler for vort samvær og færden på og omkring skolen, således at alle, såvel små som store, kan føle sig trygge og godt tilpas.

Omgangstone/sprog og arbejdsmiljø

Rolf Krake Skolen er vores fælles ”arbejdsplads”. Vi skal vise hensyn til hinanden. Det vil sige, at vi skal behandle hinanden ordentligt og snakke til hinanden i et pænt og høfligt sprog og følge lærerens anvisninger. Bandeord, gadeslang og ”fuck-sprog” hører ikke hjemme på vores skole. På Rolf Krake Skolen accepterer vi ikke mobning.

Påklædning

Rolf Krake Skolen er vores fælles ”arbejdsplads”, og vores påklædning skal være herefter. Ved valg af påklædning skal vi vise hensyn til hinanden og ikke møde i skole i tøj, der krænker andres blufærdighed eller signalerer nedvurdering og foragt for andre.

Mobil-telefon

En mobil-telefon er nyttig i mange situationer, mens den i andre situationer virker forstyrrende. Derfor har vi på Rolf Krake Skolen bestemt, at eleverne fra 0. - 9. klasse må have deres mobiltelefon med i skole; men den skal som udgangspunkt være slukket i skoletiden – dog er det tilladt eleverne i skolens overbygning og på mellemtrinnet at benytte mobiltelefonen i frikvarterer og mellemtimer. Mobiltelefonen kan altid efter lærerens beslutning inddrages i undervisningen.

Bøger, undervisningsmaterialer og andet inventar

Alle på Rolf Krake Skolen skal behandle skolens bøger, undervisningsmaterialer og inventar ordentligt.
Det er en naturlig ting, at man rydder op efter sig selv og derved medvirker til, at skolen altid ser pæn og indbydende ud.

Frikvartererne

På Rolf Krake Skolen er det tilladt at opholde sig inde i frikvartererne. Det vil sige i klasselokalerne, på gangene eller i et af skolens fællesrum. Ophold inde foregår stille og roligt. Det er ønskværdigt, at alle får rørt sig og får frisk luft i pauserne. Eleverne fra 0.-6. årgang har mindst et af skolen fastsat udefrikvarter dagligt. Eleverne må have frugt, mad og drikke med i skole. Det er forældrenes ansvar, at børnene får et passende måltid mad, så de har energi til at deltage i undervisningen.

Mellemtimer

På Rolf Krake Skolen opholder eleverne sig på skolen i skoletiden.
Eleverne i 7.-9. klasse må forlade skolens område i mellemtimer, men ikke i frikvarterer, medmindre disse ligger før/efter en mellemtime.

Skolevejen m.v.

Alle på Rolf Krake Skolen skal opføre sig ordentligt og hensynsfuldt på vej til og fra skole samt på skolens område og på ture ud af huset. Alle elever skal møde i så god tid, at undervisningen kan begynde til fastsat tid.

Rygning m.v.

Det er forbudt elever at ryge, drikke alkohol eller indtage euforiserende stoffer på skolens område. Boldbaner og idrætsanlæg tilhører også skolens område.

Klasselæreren sikrer, at eleverne er kendt med skolens ordensregler.

Skolebestyrelsen, juni 2013.